Okay denne historie kan være svær at forstå og kræver nok at man kender lidt til digimon først... Historien er oprindeligt en 2´er på en digimon RPG side der gik ned.. nogle personer fra selve serien vil være med men ikke alle.. alle personer fra serien og alle digimoner.. ting i den digitale verden er forbeholdt skaberen af digimon. De andre personer der optræder er forbeholdt dem der har skabt dem.. men her kommer første kapitel
Kapitel 1: Kickstart (Act 1: Going digital)
Jeg så på mor og smuttede hurtigt ud af døren, nød den sidste times tid jeg havde ude før jeg skulle i seng. Lejepladsen jeg altid tog ned på var tom, men det var lige som det skulle være. Jeg fandt min faste plads på gyngen og strakte mine ben ud, for hver gynge tag jeg tog, håbede jeg at jeg en dag kunne røre en sky med min fod.
Selvom det var sommer havde solen det med at gå ned hurtigt her i Danmark. Før jeg vidste af det var timen gået, og der var sikkert gået længere tid. I håb om at undgå en skideballe skyndte jeg mig hjem. Lige før jeg nåede min opgang så jeg op på 4 sal, der stod drengen igen. Han havde stået der mange gange, hvad han ville havde jeg ingen ide om, men han virkede nu flink.
Jeg vendte min koncentration over til at komme hjem igen men skimtede pludselig en skygge.
"Kom til mig mit barn" sagde den og dog selvom jeg havde travlt gjorde jeg som skyggen sagde og nærmer mig den sorte substans.
"Jeg gør dig intet, jeg er din ven" sagde skyggen i et lokkende tonefald og jeg fulgte stadig med.
Pludselig slog et lyn ned lige foran mig, der havde været skyfrit hele dagen, så hvor var det kommet fra. Pludselig trådte en ny skikkelse frem, denne kunne jeg se, at det forstillede en troldmand. "Pas på, dette væsen er farligt" sagde han op pegede hen på skyggen.
"Lyt ikke til ham Josefine" kom det fra skyggen "han er ude på at gøre dig ondt"
Jeg så forvirret rundt, havde bare lyst til at gå hjem, men følte mig stadig tiltrukket til de to sære væsner.
"Du skal ikke lytte til ham Josefine" sagde troldmanden venligt og så kærligt på mig, han vendte sit hoved hen mod skyggen "det er en ondsindet digimon der kun er ude på at dræbe dig"
Selv stod jeg tilbage og sagde kun en ting "Digi...Mon?"
"Wizardmon dit fjols!" råbte skyggen og en mørk stråle var ved at ramme troldmanden, der tilsyneladende havde navnet Wizardmon.
"Stop!" skreg jeg, en aura omringede mig pludselig. "Wizardmon" jeg holdt lidt igen og følte mig meget utilpas "Digimon!"
Wizardmon og skyggen forsvandt lige så hurtigt som de kom. De forsvandt i et blændende lys og da jeg igen kunne få et ordentligt syn lå jeg i min seng. Jeg gabte, lukkede mine øjne og hviskede "Wizardmon... Digimon"
Josefine Amanda Jees
Candlemon så på mig ”er du okay?” han smilede venligt.
”Ja” jeg blev kastet ud af min egen drøm ”ja jeg har det fint”
Candlemon sukkede ”er du sikker, du virkede så trist lige før”
Jeg kunne jo ligeså godt droppe det, Candlemon havde kendt mig så længe nu at jeg intet kunne skjule for ham.. ”Jeg tænkte bare” fik jeg sagt ”du ved over fortiden” jeg lagde mig ned på sengen, min egen seng.. i den virkelige verden.
”Du ved.. dit tegn er jo ikke det der gør mig stærk” han lagde sig ned ved siden af mig ”det er dig, dig og alle de andre der støtter mig” han sukkede..
Jeg satte mig op igen ”men hvorfor er du så ikke blevet til Wisemon.. eller i det mindste Wizardmon” jeg rejste mig helt op ”hvis det ikke er tegnet der giver dig kraft så burde du jo sagtens digivolve med det samme” hun sukkede ”og så skulle vi ikke sidder herinde imens vores venner kæmper deres livs kamp og har brug for vores hjælp”
Candlemon så trist op på mig ”du burde hvile dig nu.. det burde vi begge”…
”Ja du har ret” jeg sukkede og lagde mig i sengen igen ”men jeg føler bare at vi svigter så mange lige nu”
”Skat”.. mor listede langsomt ind af døren ”jeg har lavet noget mad hvis du nu var sulten” hun sukkede ”og bliv nu rask så vi kan få dig hjem igen, din søster og bror savner dig”
”Tak mor” han smilede ”jeg spiser det lige om lidt” hun så igen på sin mor ”jeg skal nok blive rast igen” jeg hostede og smilede ”jeg kommer snart tilbage”
Mor gik igen, Candlemon kom frem igen ”hvad mente din mor med at du kom hjem snart” han kiggede rundt ”du er jo overhoved ikke syg”
Jeg sukkede ”tja.. nej men folk mener at jeg er syg i hoved” jeg grinede ”de mener at jeg ser små monstre andre ikke kan se”
”Digimoner” Candlemon sukkede ”bare andre ville tro dig og de andre digiudvalgte” han hoppede ned fra sengen igen ”jeg syntes ikke det er fair.. men” han sukkede ”jeg kan stadig ikke digivolve”
Min digivice begyndte pludselig at ringe ”Josefine” jeg var nu glad for at høre fra nogen ”Matt her” han lød lidt bekymret ”vi har fået lukket riften til den digitale verden i Japan men en ny en i USA er ved at åbne sig” jeg hørte et suk ”jeg ved godt at Candlemon ikke kan digivolve men vi har brug for alt den hjælp vi kan få”..
Mimis stemme tog over ”Vi har fundet to nye børn her i Japan, deres digimoner kan virkelig hjælpe men vi har bruge for meget mere hjælp udefra hvis vi skal stoppe det”
”Candlemon her” Candlemon overtog ”Josefine og jeg befinder os i USA og vi vil med glæde hjælpe.. selvom jeg kun kan være en Candlemon vil jeg gøre mit bedste” han sukkede, måske var det for meget at love.
Jeg overtog igen ”Matt.. Mimi.. jeg skal se hvad jeg kan gøre” jeg slukkede min digivice og så på Candlemon ”du ved ikke hvornår man skal give op vel?” jeg smilede ned til ham..
”Jeg kæmper for frihed” han smilede op til mig ”ligesom du gør.. det er det jeg beundre ved dig.. du giver aldrig op.. lige meget hvor stor en trussel vi end vil møde”
”Tak Candle” sagde jeg og bandt en masse lagner sammen der skulle bruges til min store flugt… og flugten skulle ske den selv samme nat..
